Salling Fondene donerer 5 mio. kr. til håndbolden i Aarhus - Aarhus HC Fonden

Salling Fondene donerer 5 mio. kr. til håndbolden i Aarhus

En donation, der giver håndbolden i Aarhus et historisk løft. Og samtidig er en anerkendelse af det arbejde, som en bred kreds af byens håndboldfrivillige har arbejdet på det seneste år omkring byens nye håndboldfond og Aarhus HC.

Man kan næppe forestille sig et bedre publikum end de 750 feststemte frivillige århusianere, der var vidner til, at Karin Salling – som aftenens helt store overraskelse – trådte ind på scenen med en donation på 5 mio. kr. fra Salling Fondene.

De frivillige var midt i Frivillig Fest ’23, da aftenens store nyhed blev annonceret. Og stemningen blev bestemt ikke mindre efter Karin Sallings entre på scenen, hvor hun benyttede lejligheden til at takke alle de frivillige kræfter, som er med til at løfte foreningslivet i Aarhus, og som er med til at gøre hverdagen bedre for mange.

Med på scenen var Peter Bredsdorff-Larsen, som på håndboldfondens vegne modtog den historiske donation.

– Det er en fantastisk anerkendelse af vores fond, og et økonomisk tilsagn, som vil få historisk betydning for udviklingen af håndbolden i Aarhus. Vores ambitioner er store, og vi er taknemmelige for den støtte og tillid, som Salling Fondene viser os, siger han.

Selv om håndboldfonden er skabt for at løfte håndbolden i Aarhus, så var det helt bevidst, at der onsdag var inviteret frivillige fra alle hjørner af det århusianske idræts- og kulturliv.

– Vi vil lykkes med at samle hele byen omkring håndbolden, og Salling Fondenes donation giver os fantastiske forudsætninger for at igangsætte et håndboldprojekt og en håndboldrejse, som vil appellere til hele byen, fortsætter Peter Bredsdorff-Larsen.

Bestyrelsesformand i Købmand Herman Sallings Fond, Jens Bjerg Sørensen, udtaler i forbindelse med donationen:

– Håndboldfonden er et nytænkt og ambitiøst projekt, som vil komme til at løfte håndbolden i Aarhus til nye højder. Både når det gælder talentudviklingen og det store arbejde, der gøres for bredden i alle byens foreninger. Aarhus er en håndboldby, og vi er glade for at kunne medvirke til, at de mange gode projekter nu kan realiseres, så endnu flere kan få glæde af sporten.